Bavarian Nordics 2020-prognose er et stort puslespil – Sydbank

2020-02-18

Bavarian Nordics opkøb i 2019 vil være store poster, som vil trække i hver sin retning for lægemiddelskabets prognose for 2020, vurderer Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.

"Bavarian har annonceret en EBITDA-margin i 2020 for de to vacciner (Rabipur/RabAvert og Encepur red.), der er 5-10 procentpoint mindre end det forventede niveau på 30-40 procent i transitionsperioden 2020-2024. Det indikerer omkostninger alene i relation til Rabipur/RabAvert og Encepur på over 1.000 mio. kroner i 2020," skriver han i en analyse og fortsætter.

"Modsat vil indtjeningen i 2020 være positivt påvirket med 95 mio. dollars fra salget af den tildelte Priority Review Voucher. Vores bud på en 2020-prognose er en omsætning på ca. 2.100 mio. kroner og en driftsindtjening (EBITDA) på 330 mio. kroner før indregningen af indtægterne fra salget af Priority Review Voucheren."

Bavarian Nordics årsregnskab udkommer torsdag den 20. februar. Sydbank fastholder sin købsanbefaling.

Mads Oddershede
Nyhedsbureauet Finwire