Chr. Hansen styrtdykker 12 procent efter regnskab

2019-10-10

Chr. Hansens aktie styrtdykker over 12 procent efter helårsregnskabet for 2018/2019 torsdag morgen. Både omsætning og bundlinje lå en smule under, hvad markedet havde ventet for fjerde kvartal.

Chr. Hansens adm. direktør kalder selv regnskabet for et "bump på vejen" efter et år med hårdere markedsvilkår, særligt i emerging markets, fortæller CEO Mauricio Graber i regnskabet.

For 2019/2020 er selskabet "forsigtige" og venter en organisk vækst på 4-8 procent og en EBIT-margin på omkring 29,5 procent.

"Investorerne viser ingen nåde og et "bump på vejen" takseres til en aktienedtur på 11 procent. Investorerne har ikke tabt den langsigtede investeringslyst i Chr. Hansen, men den naturlige konsekvens af lavere vækst og indtjeningsforventninger er en lavere prisfastsættelse," lyder det fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen.

Klokken 10.48 handles aktien til -12,1 procent under gårsdagens lukkekurs.

Annabella Pultz
Nyhedsbureauet Finwire